Hvem har ansvaret for, at vi redder klimaet?

Hvem har ansvaret for, at vi redder klimaet?

Denne aften inviterer Aarhus Universitet og Aarhus Kommune til MatchPoints-fyraftensdebat under temaet: Hvem har ansvaret for, at vi redder klimaet? 

Klimaforandringerne kræver langt mere reel handling, end det, verden hidtil har set. Men hvem har ansvaret for, at den grønne omstilling bliver gennemført? Og hvilke løsninger er mest effektive? Er det dig som borger, der skal tage kortere brusebade, lade bilen stå og spise mindre kød? Er det politikerne, der skal tvinge samfundet i en grønnere retning? Og er svaret så flyafgifter eller atomkraft – eller begge dele? Hvad kræver det for at innovative forskere og driftige forretningsfolk nok skal udvikle løsninger, der holder temperaturstigningerne i ro? Politikere, forskere, forretningsfolk og aktivister tager debatten om både ansvar og løsninger, så du kan finde din plads i kampen mod klimaforandringerne.

Halvvejs bydes der på kaffe og kage. Program og paneldeltagere opdateres løbende.

Paneldeltagere:

  • Katrine Robsøe, medlem af Folketinget, Radikale Venstre
  • Sebastian Mernild, professor og leder af SDU Climate Cluster
  • Elise Sydendal, Den Grønne Ungdomsbevægelse
  • Peter Tanev, meteorolog, TV2
  • Theis Palm, grundlægger, Foreningen Atomkraft Ja Tak
  • Hans Otto Uldall Fynbo, professor, Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet
  • Kristian Thulesen Dahl, CEO, Port of Aalborg
  • Line Andersen, økonom med fokus på klimaøkonomi, Cepos
  • Svend Elberg Thomsen, klimachef, Norlys

Om aftenens vært

Aftenens vært er den populære journalist og tv-vært Clement Kjersgaard, der med sine sædvanlige skarpe spørgsmål og analyser vil udfolde aftenens tema - i selskab med et panel af eksperter fra cybersikkerhedsfeltet. Clement Kjersgaard er bl.a. kendt fra DR2's "Deadline" og siden 2010 som vært på "Debatten". Han er kendt for sin insisterende og vedholdende interviewstil og for sine skarpe afbrydelser.

DATO: Onsdag den 14. Maj 2025

STED: Aulaen, Aarhus Universitet, Nordre Ringgade 4, 8000 Aarhus C

TID: 19:00-21:00

TILMELDING: Tilmeld dig her

Ønsker du at deltage i både konferencen og debatten med Clement Kjersgaard, skal du blot følge den normale registreringsprocedure. Find din billet her. Så kan du vælge debatten til i tilmeldingsprocessen.

Oplev kunstudstillingen Be More - Use Less

Rundt om arrangementet i aulaen kan du opleve kunstudstillingen Be More - Use Less, der er skabt af samtidskunstner Lise Vestergaard. Mød op i god tid inde - og bliv inspireret i din kaffepause.

Be More - Use Less er lavet som en inspiration til os alle til at skrue ned for forbruget og skabe små forandringer. Udstillingen udfolder klimadebatten gennem sanserne, hvor værker og lydspor tilsammen inspirerer til at forbrugsreducere og sætte fokus på klimaet. Udstillingen består af 12 værker, 12 konkrete ideer til at handling og 12 lydspor med inspiration til at forbruge mindre. 

Lise Vestergaard er stærkt inspireret af graffiti og udforsker forholdet mellem menneske og natur. Hun skaber Trash Art, Street Art og værker med en stærk vision om at fremme samtalen om forbrug og klima. En samtale, der i sidste ende gerne skal resultere i handling.