Da gasrørledningerne Nord Stream I og II i 2022 blev udsat for sabotage i Østersøen, blev det tydeligt, hvor tæt vores sikkerhed, energiforsyning og havmiljø hænger sammen. Geopolitik former i dag ikke kun verdensordenen – den påvirker også, hvordan vi beskytter og udnytter havet.
Professor Hans Sanderson fra Institut for Miljøvidenskab ved Aarhus Universitet har sammen med en række internationale partnere arbejdet med miljøgodkendelserne af Nord Stream-projekterne og deltog efterfølgende i analyserne af sabotageangrebets miljømæssige konsekvenser. Denne aften fortæller han om Nord Stream-sagen og om, hvordan forholdet mellem sikkerhed, geopolitik, energiforsyning og miljø har udviklet sig gennem de seneste ti år.
I dette livestreamede oplæg giver Hans Sanderson desuden sit bud på fremtidens havmiljøforvaltning, herunder hvordan vi i stigende grad skal udnytte havet og havbunden til blandt andet havvindmølleparker, kabler og anden robust infrastruktur i en tid præget af geopolitisk usikkerhed. Oplægget kommer også omkring de op mod 65.000 tons kemisk ammunition fra Nazityskland, som fortsat ligger på havbunden ud for Bornholm – og de miljømæssige og sikkerhedspolitiske dilemmaer, det rejser.
Format:
45 minutters livestreamet oplæg og 15 minutters spørgsmål. Livestreamingen modereres af Noa Kjærsgaard Hansen, Folkeuniversitetet.
Tilmeld dig også temaaften den 10. marts på AU om "Globaliseringens endeligt", hvor tre forskere sammen med Det Kongelige Teaters direktør Kasper Holten drøfter, hvordan vi bedst ruster os til fremtiden i en tid, hvor behovet for at opruste både teknologisk, militært, samfundsmæssigt, kulturelt og individuelt er større end nogensinde før. Læs mere og tilmeld dig her.
Du har også mulighed for at tilmelde dig debatarrangementet med Clement Kjersgaard den 6. maj samt den akademiske konference torsdag den 7. maj. Tilmelding til disse åbner i februar fra denne side.